Sammen med idérige kulturentreprenører, har Kulturhuset Indre By lavet arrangementer i alle afskygninger, og ingen idéer er for tossede til at vi ikke vil give dem et forsøg.
Men der er dog en række krav som skal være opfyldt for at vi kan indgå et samarbejde. Kulturhuset Indre By har særligt fokus på bæredygtighed, delekultur og klimaproblematikker og det er en fordel hvis din projektidé på den ene eller anden måde berører ét eller flere af disse emner.
Derudover er der følgende betingelser for arrangementet:
- Det skal være åbent for alle uanset køn, etnicitet, seksualitet eller religion
- Det skal være non profit. Det er tilladt at tage entré til godgørende formål eller til at dække udgifter ifbm. med arrangementet
- Det må ikke være partipolitisk
- Kulturhuset Indre By er partner i kulturprojektet og det skal fremgå i promovering på trykt materiale og online.
Giver eventet ekstra omkostninger for os, så kræver det betaling fra jer. Det kan være i forbindelse med særlige behov for lydudstyr, rengøring, åbning af huset udenfor husets normale åbningstid m.v. Når vi er enige om et samarbejde, laver vi en konkret aftale omkring lyd, borde, stole, oprydning og salg.