Foredrag med Petra Nagel: Om balance, forventninger og mental trivsel
Når arbejdsliv, familieliv og forventninger støder sammen
Oplev Petra Nagel i et ærligt foredrag om arbejdsliv, familieliv og det moderne ansvar.
Vi lever i en tid med flere muligheder end nogensinde – og et ansvar, der i stigende grad placeres hos den enkelte. Vi skal være engagerede medarbejdere, nærværende forældre og sociale mennesker – samtidig med at vi passer på vores mentale og fysiske trivsel. Men hvad gør det ved os, når det hele forventes at lykkes på én gang?
Glæd dig til en aften, hvor Petra Nagel med udgangspunkt i sit eget liv taler om alle de dilemmaer og modstridende krav, der er forbundet med at være arbejdende forælder.
Du kommer blandt andet omkring:
- de modstridende krav i arbejdsliv og familieliv
- følelsen af ikke helt at slå til
- hvordan samfundets forventninger påvirker din trivsel
- nye måder at forstå balance og ansvar på
Med nærvær, humor og ærlighed sætter Petra ord på den ofte tavse erfaring af ikke helt at slå til – hverken på arbejdet eller derhjemme – og inviterer til fælles refleksion over, hvad det egentlig vil sige at lykkes – og hvad det koster, hvis du forsøger at nå det hele.
Får du lyst til en kaffe eller drink, er baren åben for drikkevarer og snacks inden foredraget og i pausen, og du må gerne tage dem med ind i salen.
Hvem henvender foredraget om mental trivsel sig til?
Foredraget er for dig, der oplever et pres mellem arbejde, familieliv og egne forventninger – og som ønsker nye perspektiver på trivsel og balance.
Er der nummererede pladser?
Nej. Det er efter først til mølle-princippet. Kom gerne i god tid – dørene åbner en halv time inden foredraget.
Foredragsholder
Fold alle ud
Om Petra Nagel
Petra Nagel er journalist, forfatter og tv-vært, som med sit nærvær og sin hudløse ærlighed har formået at skabe en unik forbindelse til sit publikum. Hun er kendt fra populære DR-programmer som “Petra dater hele verden” og “Petra elsker sig selv”, hvor hun inviterer seerne med på personlige rejser fyldt med både sårbarhed og styrke.
Hendes karriere som tv-vært har givet hende en platform til at tale om emner, der ofte er omgærdet af tabu – især kropsidealer, selvværd og kvindeliv. Petra skiller sig ud ved at turde vise hele spektret af følelser og livets udfordringer, og hendes ærlighed skaber genklang hos både unge og voksne.