Guldbrandsen: USA - et demokrati i krise

Vi har inviteret en af Danmarks førende dokumentarfilmskabere, Christoffer Guldbrandsen, til foredrag og debat om det amerikanske demokrati.

Når Guldbrandsen går på scenen den 14. november, ved vi, hvem der bliver USA's næste præsident. Derfor er det både den netop overståede valgkamp og den forrige, der er fundamentet for arrangementet. Guldbrandsen har som en af de få været helt inde i kernen af Donald Trumps valg- og manipulationsmaskine, da han tæt fulgte den tidligere Trump-rådgiver Roger Stone. Det er dokumenteret i filmen »A Storm Foretold«, som kulminerer i stormen på kongressen 6. januar 2021.

Guldbrandsen er efterfølgende blevet opsøgt af FBI, og den amerikanske kongres har stævnet ham for at få ham til at vidne om, hvad han oplevede op til stormen og på selve dagen.

Til dette foredrag stiller Christoffer Guldbrandsen skarpt på et splittet USA. Han tager fat på de svære spørgsmål omkring det netop overståede amerikanske valg, og han uddyber, hvorfor USA er et demokrati i krise.

Dette arrangement er en unik mulighed for at få førstehåndsberetninger fra en internationalt anerkendt dokumentarist, der var til stede før, under og efter en af de mest dramatiske øjeblikke i amerikansk historie. En begivenhed, der har præget det amerikanske samfund og demokrati lige siden.

Du får som publikum rig lejlighed til at stille spørgsmål til Christoffer Guldbrandsen.

𝐎𝐦 𝐂𝐡𝐫𝐢𝐬𝐭𝐨𝐟𝐟𝐞𝐫 𝐆𝐮𝐥𝐝𝐛𝐫𝐚𝐧𝐝𝐬𝐞𝐧
Christoffer Guldbrandsen (f. 1971) har markeret sig som én af Danmarks førende dokumentarfilmskabere. Han er en modig fortæller, der har sat sit præg på den politiske debat, bl.a. i filmene »Fogh bag facaden« (2003), »Lykketoft finale« (2005) og »Dagbog fra midten« (2009). Christoffer Guldbrandsen arbejder på en trilogi om det amerikanske demokrati.

Kontakt

Kulturhuset Indre By

Del med