Om os

Velkommen i Kulturhuset Indre By

I den gamle sporvognsremise mellem søerne og det skønne Nansensgadekvarter tilbyder Kulturhuset Indre By alt fra kulturelle arrangementer for børn og voksne i alle aldre, til sportsbaner og mødelokaler. Kulturhuset Indre By hører under kulturenheden DIT:KBH i Kultur Ø og er en del af Københavns Kommunes kultur- og fritidsforvaltning.

Følg med i vores arrangementer i vores eventkalender her på siden eller på vores Facebookside.

Kulturhuset Indre by - et kulturhus i udvikling

I Kulturhuset Indre By har vi sat gang i en forandringsproces, som skal optimere både rammer og indhold, og gøre huset mere nærværende og levende for københavnerne i almindelighed og borgerne i Indre By i særdeleshed.

Visionen

Visionen er, at udvikle Kulturhusets indhold og profil gennem en åben participatorisk udviklingsproces med basis i bæredygtighed, fællesskaber og delekultur.

Tidslinje

Visionsmøde

På baggrund af en borgerpanelundersøgelse lavet af Indre By Lokaludvalg afholder vi et visionsseminar i januar 2017. På det åbne og konstruktive møde bliver der blandt andet udtrykt ønske om hyggeligere indretning med bedre mødemuligheder, flere samskabte kulturprojekter samt tydeligere kommunikation om arrangementer.

Delekultur

I foråret lanceres Deledage i Kulturhuset Indre By hvor borgere kan bytte ting og sager med hinanden. Vi sætter yderligere fokus på bæredygtighed og fællesskaber ved at indgå et formelt samarbejde med teknik- og miljøforvaltningen om at lave Green Friday i november. Indsatsen bliver meget populær, og får god pressedækning.

Mere samskabelse

I november 2018 lancerer vi muligheden for at kulturmagere i Indre By, og København generelt, kan ansøge via hjemmesiden om at afholde deres kulturprojekter i samarbejde med os. De følgende måneder kommer der mange idéer og projekter ind som skaber grobund for både enkeltevents og nye længerevarende partnerskaber.

Et hyggeligere kulturhus

I december 2018 skiftes den store lysekrone ud med flere lamper og mere hyggelig belysning i foyeren. Der laves en legekrog, et delehjørne og opsættes opslagstavle med arrangementer og en sektion til arrangementsforslag. En kunstner opsætter farvede akustikplader i loftet og kulturhusets kontor flyttes til 1. sal således, at et nyindrettet anneks kan bruges til borgeraktiviteter. Det lille mødelokale Kolonihaven etableres til mindre ad hoc-møder uden booking.

Ny kulturel profil

I april 2019 godkender kultur- og fritidsudvalget KFU at vi udvikler og afprøver en ny kulturel profil for Kulturhuset Indre By i en 2-årig periode, som er baseret på partnerskaber, og som har bæredygtighed og fællesskaber som kulturelt omdrejningspunkt. Vi indleder samtaler med en række aktører frem mod slutningen af 2019. Denne dialog munder imidlertid ikke ud i et varigt partnerskab.

Nye partnerskaber i en coronatid

I juni 2020 påbegynder vi arbejdet med at konkretisere et partnerskab med Think.dk og Nordic Community. Think.dk får base i huset med brugsret til skrivebordsplads, og de formår at lægge en lang række arrangementer i KIBy og holde liv i huset i en svær tid med corona og afstandskrav. Vi arbejder på en aftale om, at Nordic Community overtager caféforpagtningen hvor menuen i udstrakt grad vil være økologisk og have særlig fokus på madspildsreduktion.

Den videre proces

Vi vil fortsætte arbejde med udviklingen af kulturhusets indhold og profil i samarbejde med partnere, brugere og Indre By Lokaludvalg. Det vil betyde øget aktivitet i kulturhuset, men der vil fortsat være samme muligheder for at benytte Indre By Kulturhus som hidtil. Dvs. muligheder for lokale- og baneleje, foreningsaktiviteter og offentlige kulturarrangementer. Der vil som følge af forpagtningen af caféen desuden komme et mere udvidet cafétilbud end det, der er i dag, hvor caféen er lukket pga. ombygning. 

Har du idéer som du mener vi burde høre om, eller vil du deltage aktivt i udviklingen af huset, så kontakt os endelig. Det kan du gøre ved at sende en mail til: kiby@kk.dk - vi glæder os til at høre fra dig.