Vil du giftes hos os?

Vie i det Fri

Den 26. juni 2026 danner Kulturhuset Indre By ramme som "Vie i det Fri", hvor du kan blive gift omringet af vores historiske rammer, lige ved siden af Søerne.

Hvorfor her?

Midt i København, mellem Søernes blanke vandspejl og Ørstedsparkens grønne ro, ligger Nansensgadekvarteret. Et lille, klassisk bykvarter med alt det, der gør København menneskelig: smedejernsbalkoner, brostensgader, stuk og træer. Her møder man byens romantiske side, levende, hyggelig og fuld af historie.
I kvarterets centrum ligger Charlotte Ammundsens Plads, engang byens travle sporvognsgård, hvor metalklange og motorstøj fyldte luften, i dag et stille, solfyldt åndehul, hvor lydene har lagt sig, og hvor byens lag mødes.

Omgivelserne fortæller stadig historien om håndværk og industri, men nu står den historie side om side med blomsterbede, træer og streetart. Underlaget fortæller samme historie: gamle brosten omkranser ny, farverig, kunstnerisk asfaltbelægning, og på væggene kravler enten graffiti eller klatreplanter op som bevis på, at byens folk og nutidens interesser har taget pladsen tilbage.
Her smelter København sammen: industriens rå kanter, naturens ro, kvarterets romantiske altaner og nutidens levende, kreative udtryk.


Søerne ligger kun få skridt væk; gå blot gennem de gamle buer, der indrammer udsigten til vandet. Her venter vandets refleks og det lys, der altid ændrer sig i løbet af dagen, når der skal tages billeder, gås en tur hånd i hånd eller bare nydes et øjebliks ro før festen.
Går I i stedet gennem kvarterets små, stemningsfulde gader, åbner Ørstedsparken sig på den anden side, grøn, skyggefuld og fredelig, med søer, broer og blomstrende buskadser, perfekt til en picnic, en reception i det fri eller en fotosession i naturens rammer.
 

Charlotte Ammundsens Plads, Nansensgadekvarteret og byens natur danner tilsammen et af de steder, hvor byen viser hele sit register. Her kan I sige “ja” til hinanden i omgivelser, der fortæller om både opture og kriser, og sejre og nederlag – og fordi de stadig står her, stolt iklædt hele historien, så er det også omgivelser, der, ved deres blotte eksistens, siger: “i medgang og modgang.”

Kontakt

Kulturhuset Indre By

Charlotte Ammundsens Plads 3

1359 København K