Debat: EUs fremtid: Økonomisk stormagt eller frilandsmuseum?

I anledning af det danske EU-formandskab stiller vi spørgsmålet: Hvordan sikrer man, at der er jobs, velfærd og vækst i fremtidens EU? Hør skarpe oplæg af Christian Bennike og DEO's eksperter - og giv dit besyv med.

Eksperterne har stået i kø for at forudsige EU’s nedtur. Konkurrenceevnen er ringe, vi opfinder for lidt, og den tyske motor er bogstaveligt talt gået i stå. Frygten for at ende som et frilandsmuseum, der ikke kan følge med i den globale konkurrence, har lydt fra både venstre og højre side af Folketingssalen. På tværs af EU-landene er den økonomiske fremtid blevet borgernes største bekymring. 

Tallene taler da også deres tydelige sprog: EU’s andel af verdens BNP lyder nu på sølle 17 procent og den økonomiske vækst svinger sig måske lige op over 1 procent i 2025. EU’s investeringer i digitalisering og AI kan slet ikke måle sig med dem i USA og Kina. 

Hvilke konsekvenser får udviklingen for helt almindelige borgere? Hvad gør EU for at vende tendensen? Og vil den intense fokus på økonomien øge uligheden?

Vær med til en helt særlig aften, hvor du både vil blive inspireret og have mulighed for at deltage aktivt i debatten.

Efter debatten vil vi indsamle jeres gode argumenter og dele dem med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. 

Hvad skal der ske?

Vis alle

Aftenens program

19.00: Hvordan gik vi fra optimisme til sortsyn? Oplæg ved journalist Christian Bennike, Weekendavisen. 

En personlig fortælling om at vokse op i en optimistisk periode i 90’erne og 00’erne, men nu leve i det modsatte – i en verden præget af kriser og pessimisme. En fortælling om tidsånden, som skifter og forandrer vores syn på politik, kultur, økonomi og på os selv. Og om hvordan det førte til Europas nuværende krise. Vi bliver langsomt mast mellem Kina og USA, hvad skal der blive af os?

19.40: Hvordan er EU endt i nulvækst? Oplæg ved Kasper Tonsberg Schlie, DEO.
19.50: Debat ved bordene. Mulighed for at dele håb og bekymringer via vores borgervæg og digitalt.
20.10: Kaffe og kage.
20.30: Hvordan får vi EU på rette kurs? Oplæg ved Helena Juric, DEO.
20.40: Debat ved bordene. Mulighed for at dele håb og bekymringer via vores borgervæg og digitalt.
21.00: Afrunding og afstemninger.
21.15: Tak for i dag. 

Arrangeret i samarbejde med: Debating Europe & FOF København og Nordsjælland.

Arrangementet har modtaget støtte fra Europa-Nævnet og TrygFonden
DEO
Arrangør

Kontakt

Kulturhuset Indre By, Salen

Charlotte Ammundsens Plads 3

1359 København K
Del med