”En gang imellem kan man finde noget magisk”
Den 7. juni 2023 åbnede den alternative Nærgenbrugsstation ved Kulturhuset Indre by.
Siden er Nærgenbrugsstation ved Kulturhuset Indre By blevet et mødested, hvor beboere i området sammen tager ansvar for at genbruge mere. Med et særligt fokus på bytte, tekstil og småreparationer, huser stationen en række frivillige fællesskaber, hvor engagerede borgere mødes og afholder upcycling workshops og andre aktiviteter centeret omkring genbrug og bæredygtighed.
I denne artikel kan du møde tre aktive brugere af stationen fortælle om deres fund og det fællesskab, der er opstået omkring Charlotte Amundsens Plads.
Mé, 27 år, designer
Hvad bruger du Nærgenbrugsstationen til?
”Jeg har et designstudio i Thursensgade, hvor vi designer til vores brand Sabot. Det er et lille upcoming designfirma, som arbejder meget med upcycling, outsourcing af alternative materialer og nye måder at producere tøj på. Så vi er enormt glade for at have stationen her, hvor vi kan finde materialer, vi kan upcycle. Vi henter jo noget denim her nærmest dagligt. Denim er et godt materiale at upcycle, fordi det ældes så smukt. Og som et designfirma er det selvfølgelig mega fedt og inspirerende at vide, at der sker noget i vores lokalmiljø.”
Hvad tror du stationen bidrager med til området her omkring Charlotte Amundsens Plads?
”Jeg associerer byttestationer og genbrugsstationer med dét at bo i en storby, fordi det er et sted, hvor borgere mødes og interagerer med hinanden. Og på en eller anden måde også får et lille indblik i hinandens liv. Det er en måde at vise, at okay, vi har forstået, at vi skal have nogle andre forbrugsvarer, og vi forstår også godt, at ting, som vi selv ikke har brug for, kan være mega brugbare for andre.”
”Så det er et super solidarisk byrums-aktivitet, både over for ens community, men også over for planeten. Stationen er også med til at sætte fokus på tekstilforbrug i verden, som er en af de største klimasyndere. På den måde er den også med til at genere viden på området.”
Har du fundet noget særligt herinde? Og har du selv stillet noget ud i bytterummet?
”Jeg har engang stillet noget nylon stof med en masse fugle på. Og det var jo noget ret sjovt, som vi ikke lige kunne finde ud af at bruge til noget. Det giver en dejlig følelse af, at man kan putte noget tilbage i hjulet.”
”Jeg har også én gang fundet en blå paryk hernede, som min veninde lånte her for to weekender siden, hvor hendes firma holdt Barbie firma-fest. Og jeg tror faktisk, hun vandt en pris for bedste kostume. Så der har Nærgenbrugsstationen haft en finger med i spillet.”
Hvad tror du, Nærgenbrugsstationen betyder for området?
”Det kan nogle gange føles lidt skørt at bo i en storby, fordi man er så mange mennesker samlet. Og alligevel kan folk føle sig meget ensomme, og jeg tror faktisk, at et tiltag som stationen her kan være med til at skabe en følelse af samhørighed, hvor folk finder ud af at, okay mine medborgere kan godt være nogen, der kan hjælpe mig. For selvom de ikke står og maler mit loft, så kan man stadig hjælpe hinanden på en indirekte måde. Det hjælper borgere med at forstå, at hjælp ikke altid behøver at være bag en betalingsmur. Jeg synes, det er en virkelig nem og nice måde at både få og give tilbage til ens nærområde.”
”Jeg tror, det betyder meget for byrummet, at der findes steder, der lægger op til fællesskab og interaktion, der er med til at skabe en følelse af medejerskab. Og at der opstår en stemning, hvor man som borger måske tænker: Hvor åbne kan vi egentlig være, og hvor meget kan vi være sammen om ting?”
Maite. ejer et kunstgalleri i Nansensgade
Hvad bruger du Nærgenbrugsstationen til?
”Jeg har generelt meget med nærmiljøet at gøre og kender de fleste i gaden, og vi låner og bruger hinanden på kryds og tværs. I den forbindelse bruger jeg også Nærgenbrugsstationen rigtig meget, både til at sortere vores affald og stille storskrald. Det er en rar og overskuelig måde at affaldssortere på. Og så er det et sted, hvor man kan møde sine naboer i et åbent rum.”
”Jeg bruger også bytterummet meget, både til at finde ting til butikken og mig selv. Det er et fantastisk sted, hvor man både kan få tøj, bøger og interiør. Vi har for eksempel fundet en hel kasse med små hjemmehæklede bordskånere, som vi brugte til vores bryllup.”
Har du selv stillet noget ud i bytterummet?
”Min mands døtre har nogle gange stillet noget af det legetøj, de er færdige med at lege med. De har lært, at når de er færdige med at lege med noget legetøj, så skal de ned og aflevere det. Selv har jeg stillet tøj, som jeg ikke kan passe mere. Der er noget fint ved det, at det går i cirkel. Man tager, hvad man har brug for, og så giver du noget tilbage. Og så er det jo lidt sjovt, når man kan se, at de ting, man har stillet, er blevet taget af nogen andre.”
Hvad tror du, stationen betyder for kvarteret?
”Jeg tror, at det skaber sådan en fællesskabsfølelse og en ansvarsbevidsthed omkring, at vi jo selvfølgelig skal være opmærksomme på, at vi skal sortere vores skrald. Det er desværre ret nemt ikke at sortere det. Men når det også bliver en åben og normaliseret proces, hvor folk kan se, at her har vi en Nærgenbrugsstation, som også ser pæn ud, er tilgængelig og nem at bruge, så tror jeg, at det bliver en fællesskabsting.”
”Udsmykningen foran Kulturhuset er også med til at skabe meget charme omkring stedet. Der er meget sjæl i det, og der er en kreativ frigørelse i, at vi er på den her pæne adresse i Indre By, hvor vi stadig kan udtrykke os kreativt og kunstnerisk.”
Sofia, 35 år, salgschef.
Hvad bruger du Nærgenbrugsstationen til?
”Jeg opdagede Nærgenbrugsstationen her for nylig, men det at handle brugt har været en stor del af mit voksenliv. Første gang, jeg var herinde, fandt jeg en LEGO-kasse, og anden gang fandt jeg en regnjakke og nogle bukser til min datter og min niece. Man kan finde ret meget børnetøj. Det har været helt perfekt. Nu har jeg selv en masse ting, som skal stilles ud.”
Hvad tror du, Nærgenbrugsstationen betyder for lokalområdet?
”Jeg tænker, det bidrager til at skabe en grønnere verden. Vi har så meget tøj- og legetøjsproduktion i verden. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at købe nyt hele tiden. Det er jo ikke altid, man har tid til at sælge sine ting videre, og måske har man slet ikke behov for at gøre det. Så det er en nem måde at komme af med sine ting. Der er så meget liv i brugte ting, og en gang imellem kan man finde noget magisk. Det der med at kunne grave nogle skatte frem og på en eller anden måde give tingene nyt liv.”
”Når man bor midt i byen, omringet af kedelige bygninger, hvor man bare plejer at gå på arbejde uden at falde i snak med sine naboer, så er det rigtig fint at have et sted, hvor man kan komme i kontakt med dem og måske falde i snak med nogen, man ikke kender. Og det skaber en communityfølelse at vide, at jeg måske kan møde mine naboer her og falde i snak med dem og måske lære dem at kende. Det er en virkelig flot idé.”